hypnose
Hypnose – eller trance – er en tilstand af dyb, indre forkus som gør, at man kan komme i kontakt med sit underbevidste sind.
Teorien bag er, at underbevidstheden er langt mere omfattende og hjælpsom, end vi sædvanligvis tror, og derfor kan det være nyttigt at kommunikere med den. 90 % af vores ressourcer ligger i det underbevidste sind. Nogle gange har vi mennesker glemt, at ressourcerne er der – og derfor har vi brug for hjælp til at finde dem frem, så vi kan bruge dem.
Måden, vi kontakter det underbevidste sind på, er gennem trancen, som er en frivillig tilstand, der bedst kan sammenlignes med at dagdrømme eller falde i søvn. I trancen kan tanker, billeder og fornemmelser følge egne veje uden, at den bevidste tænkning griber forstyrrende ind.
Trance er noget, ALLE kan komme ind i – og ud af!
Metoden kan opleves som alt lige fra en næsten almindelig samtale til en dyb, indre oplevelse, og er ofte ganske udramatisk og meget behagelig.
Forskellen på hypnose og hypnoterapi
I modsætning til, hvad man kunne tro, så er hypnose og hypnoterapi ikke det samme.
Hypnoterapi har trance som en integreret del af terapien. Symptomer og følelser, som man ikke kan finde ud af, er signaler fra det underbevidste sind om, at noget afgørende må ændres i måden, man lever og handler på.
I hypnoterapi udforskes disse reaktioner og kobles sammen med det, som fremgår af terapien iøvrigt.
Hypnose har trance som den væsentligste del af terapien. Der fokuseres på at afhjælpe mere simple psykologiske problemer, som man gerne vil af med uden at behøve at vide så forfærdelig meget om dem.